Musikundervisning

Jeg er en musikunderviser, der underviser privat i klaver, banjo og sang og har været tilknyttet Musikhuset i Næstved siden 2009, samt AOF Solrød siden 2017. Ud over musikundervisning underviser jeg også i hørelære og musikteori og har faget “Jazz School,” der drejer sig om improvisationens kunst på tværs af instrumenter. Se Jazz School på YouTube

Jeg er uddannet lærer og har varetaget “åben skole”-projekter, der omhandler undervisning af folkeskole-, friskole- og efterskoleelever i kreative forløb med digtning, komposition og sangskrivning. For at høre mere om sådanne projekter, kontakt mig direkte.

Privat musikundervisning (klaver)

Jeg er tilknyttet Musikundervisning.dk som klaverlærer. Jeg kommer gerne hjem til dig for klaverundervisning (Sjælland og Øerne) for at undervise en klokketime ad gangen i klaver. Undervisningen omfatter både teori, klaverteknik og hørelære, hvor teorien understøttes via aktivering og systematisering af dit gehør.

Hjemmeundervisningen foregår efter min egen metode, der vægter harmonilære og understøtter becifringsspil og spil efter gehør, samt læsning af standardnotation. Et aspekt, der skiller min undervisning fra de fleste vestlige metoder er brug af ciffernotation, baseret på den kinesiske JianPu, samt Jean Jacques Rousseaus systemer for musiknotation, dog udvidet til at omfatte becifringer og funktionel harmoni. Ciffernotation er meget værdifuld som understøttelse til læsning af noder, da det gør det meget lettere at forstå.

Det er også et redskab til forebyggelse af den slags læringsproblemer, man kender som “nodeskræk” i musikundervisning. Ciffernotation er også uundværlig som elevens eget redskab til notering af egne løsninger.

Kort sagt: man lærer som det første, at aflytte, prøve sig frem, transponere, harmonisere, arrangere, spille hvad man har lyst til, som man har lyst til, frem for blot at gengive, hvad andre har skrevet ned.

Det praktiske forløb hos mig som musikunderviser

Hos mig, kan du strikke undervisnings forløbet sammen, som du vil. Du kan selvfølgelig vælge et fast tidspunkt hver uge til din undervisning. Der er dog mange, som ikke længere benytter sig af denne model inden for musikundervisning. Nogle har brug for længere tid mellem lektionerne : 14 dage eller 1 måned. Andre vil helst have en vejledningstime af deres musikunderviser i ny og næ, alt efter, hvordan udviklingen skrider frem (eller går i stå….).

Så selvom du køber flere lektioner ad gangen, er du ikke forpligtet til at afsætte en bestemt time om ugen. Istedet kan du aftale, hvornår din musikundervisning skal finde sted, med mig løbende. Hvis jeg mener, du vil have gavn af en anden tidsplan vil jeg give råd herefter, men i sidste ende er det dig, der bestemmer forløbet af din musikundervisning.

Læs mere og evt. bestil musikundervisning på Musikundervisning.dk.