Udvikling og byggeri af instrumeter
Som hjemmeproducer har jeg altid haft en fordel i, at kunne spille på alt muligt og evt. lære nye instrumenter hurtigt, når der er brug for dem på indspilninger, især når budgettet ikke strækker til at kunne hyre andre til det. Sådan har jeg lært lidt af hvert, fra de keyboardinstrumenter, jeg startede på, til banjo, trommer og bas. Det var dog mit anstrengte forhold til den klassiske guitartuning, der satte gang i instrumentbyggeriet.
Med banjoen havde jeg nemlig fundet en form for tuning, som gav mere mening ift. den måde, jeg tænker musik på, og som i øvrigt kendetegner en række strengeinstrumenter som mandola, mandolin, bozouki, samt violin, bratsch og cello. Alle disse instrumenter stemmer i kvinter (i modsætning til guitar i sin klassiske tuning i kvarter og en enkelt terts).
Da jeg stemte min guitar om til den nye tuning fik den pludselig en logik og en klang, jeg følte mig mere hjemme i, men det medførte også, at jeg kun skulle bruge fem strenge i stedet for seks. Efter et par år med denne løsning på en almindelig stratocaster begyndte jeg at interessere mig for at bygge guitarer til egne specifikationer. Jeg begyndte at se videoer og læse alt hvad jeg kunne finde om dette håndværk.
Mit første instrument var båndløs, først og fremmest fordi jeg endnu ikke vidste, hvordan man sætter bånd på en guitar. Den er stadig båndløs og i dag er denne første guitar stadig en af mine favoritter. Man kan spekulere over, hvorfor båndløs guitar ikke ligefrem er udbredt, og en af grundene er, at standardtuningen er upraktisk uden bånd: man kan ikke få akkorder til at intonere ordentligt. Kvintstemningen viste sig at være oplagt til båndløshed (og kendes i øvrigt fra båndløs banjo), og selv om min båndløse guitar (eller cellotar, som jeg navngav den) er svær at spille på skiller den sig ud fra alt andet lydmæssigt og er et specielt ”krydderi” i studiet. Den ”græder” på en måde, som intet andet kan hamle op med.
Kvintfamilien
Den blev efterfulgt af andre guitarer, både elektriske og akustiske, samt bas-versioner, med og uden bånd, alle kvintstemt. Basserne har samme tuning fra en dyb C, og for at kompensere for store intervalspring har de korte skalaer (svarende til almindelig guitar) og tilsvarende ekstratykke strenge (den dybe C-streng er f.eks. en .160). Banjolaika er akustisk og er praktisk set magen til den såkaldte tenorguitar, der stemmer netop som banjo/mandola/bratsch og kendes f.eks fra countryscenen i USA. En ny elektrisk version egner sig til lyse figurer og minder en del om den sydafrikanske ”gumboots”-sound, kendt fra bl.a. Paul Simons Graceland-album.
Byggeprocessen
Byggeprocessen forener mange forskellige færdigheder og kræver en vis matematisk precision, samt opmærksomhed på de mindste detaljer. Mine instrumenter er bygget til specifikke praktiske formål, hvor form og design primært tjener funktionalitet, frem for udseende. Egne specifikationer, herunder f.eks. afstanden mellem strengene, betyder, at jeg ikke køber færdiglavede broer og nut’er, men laver egne af de materialer, byggemarkederne har til rådighed. Til gengæld køber jeg færdiglavede pickups, stemmemekanikker (eller pins) og fretwire. Alt i alt arbejdes med både træ (skæring, limning, boring, zinklodning, slibning), metal (skæring, lodning, boring, gevind, slibning/polering) og lidt elektronik (lodning, jord).
Finish har for mig været underordnet, men ikke uvæsentlig. Instrumenterne må gerne også se flotte og indbydende ud, selv om designet er funktionelt og simpelt. Jeg vurderer, at over 50% af den samlede tid, jeg har brugt på guitarbyggeri har været brugt på arbejdet med finish. Jeg har ladet mig fortælle, at der findes så mange finish-metoder og -skoler, at de fleste luthiere specialiserer sig i en eller to. Jeg har hidtil arbejdet med bejdse eller maling (afhængigt af træets kvalitet) med halvblank lak-overflade.
FLERE BILLEDER
